Marts 2026
Niels Kragholm
Mindeord i anledning af dødsfald
Det var med sorg og vemod, at bestyrelsen modtog underretning om, at Niels Kragholm var afgået ved døden natten til tirsdag den 10. februar 2026 på Nykøbing Falster Sygehus efter kort tids indlæggelse med en lunge infektion.
Niels Kragholm var vandværkets højt respekterede og afholdte regnskabsfører og var tilknyttet vandværket siden 1980`erne, hvor han var medlem af bestyrelsen og valgt som kasserer. Omkring 1990 forlod Niels Kragholm bestyrelsen, men fortsatte i stedet som regnskabsfører og oprettede Sydsjællands Vandværkskontor. Et hverv, som Niels Kragholm mestrede til perfektion med en meget høj grad af punktlighed, præcision og orden, hvilket i særdeleshed er kommet vandværket til gode på tidspunkter, hvor vi har stået over for økonomiske udfordringer omkring anlæg og/eller investeringer. Med sit kølige, nøgterne overblik og økonomiske indsigt fik Niels Kragholm altid ledt bestyrelsen på rette vej til fælles glæde, tilfredshed og bestyrelsens anerkendelse.
Privat var Niels Kragholm et varmt, venligt og gemytligt menneske med let til smil, latter og en ”god historie”. Niels Kragholm var gift med Mette, og de flyttede for nogle år siden fra Karrebækstorp til Rødby for geografisk at komme tættere på Mettes børn, der boede i området. Deres ultimative glæde var ferier i deres lejlighed i Torax i Spanien, hvor så meget tid, som muligt blev tilbragt.
Niels Kragholm efterlader sig sin hustru, Mette, samt dennes børn, som Niels Kragholm havde et tæt og varmt forhold til.
Bestyrelsen sender de varmeste tanker til de efterladte.
Vandværket/bestyrelsen har mistet en særdeles god og nærværende ven samt en særdeles dygtig og kompetent regnskabsfører, der altid har haft fokus på vandværkets ve og vel.
I ærbødig respekt for din indsats gennem årene.
Æret være Niels Kragholms minde.
Bestyrelsen,
Tybjerglille Bakker Vandværk I/S
Om vandværket
- T
- Tybjerglille Bakker er en lille aktiv landsby, som ligger i Næstved Kommune midt mellem Ringsted, Haslev og Næstved. I 2009 blev Tybjerg Vandværk købt, og det gamle vandværk i Tybjerglille Bakker nedlagt. Tybjerg Vandværk er et forholdsvist nyt vandværk hvorfra der i dag leveres vand til forsyningsområdet.